Konfirmationens historie
Den katolske firmelse afskaffes
Den danske kirkeordinans af 1539, som efter reformationen blev kirkens grundlov, afskaffede i princippet firmelsen, der var den før-reformatoriske konfirmation. Under pietismen kom man imidlertid på andre tanker. Et af mottoerne var, at man skulle "bringe hovedet ind i hjertet".
Konfirmationen genindføres 1736
Den 13. januar 1736 blev den før-reformatoriske dåbsbekræftelse og modtagelsen af alterets sakramente genindført ved lov for alle, uanset rang. Det unge menneske skulle samtidig aflægge en tilfredsstillende kundskabsprøve for at kunne deltage i konfirmationen og dermed erhverve de borgerlige rettigheder, der var nødvendige for at kunne træde ud i livet eller "ind i de voksnes rækker".
Hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne, og man kunne også blive straffet, hvis man ikke inden sit 19. år var blevet konfirmeret. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner, skulle præsten sætte ind med ekstraundervisning, men skyldtes årsagen modvillighed, var straffen fængsel - "i Hullet paa Vand og Brød". Skudsmålsbogen blev afskaffet ved lov i 1921, men uofficielt var den gradvist blevet afskaffet inden da.
 | | Optegnelse om konfirmation på landet fra slutningen af 19. årh. ’..jeg var ude at tjene, jeg skulde have mit konfirmationstøj i løn, det kosted færdig 30 kr... ’ | |
Uddrag af ovenstående optegnelse fra ca. 1930 om konfirmation i Ølgod i 1880'erne.
Nu vil jeg fortælle lidt om, hvordan en Konfirmation var dengang jeg var ude at tjene, jeg skulde have mit Konfirmationstøj i løn, det kosted færdig 30 Kr, det var af hjemmelavet grå Vadmel, Sko var ikke i beregnet, jeg fik Moders Snørestøvler, som hun havde brugt fra hendes Pigedage, men jeg var glad for at få sådan et par Støvler, det eneste jeg fik, var et Brev fra min Madmoders Søster, men jeg tror dette Brev var mere værd for mig, end alle de andre, Korte og Penge, som der nu gives til en Konfirmation, Fader og Moder var ikke med i Kirke, jeg tænker deres Tøj har været for dårlig men jeg var glad, min Husbond og Madmoder var så gode ved mig, vi fik Kaffe om Aftenen, med Kringler. Og så var den Konfirmation slut. Konfirmationen og de borgerlige rettigheder
Når man var blevet konfirmeret, fik man en konfirmationsattest, der var betingelsen for, at man kunne få en skudsmålsbog. En skudsmålsbog var nødvendig, hvis man skulle arbejde udensogns, idet den skulle vises til degnen eller klokkeren, for at man kunne blive indtegnet til den tvungne altergang. I løbet af 1800-tallet skulle en øvrighedsperson desuden bevidne, hvornår man kom, og hvornår man rejste, foruden at ens arbejdsgiver kunne skrive en anbefaling i skudsmålsbogen. Skudsmålsbogen var vigtig, fordi man ellers nærmest ville være "stavnsbundet" til sit hjemsogn.
 | | Konfirmationsbillede fra Randrup, Schleswig-Holstein, 1918. | |
De fattiges mareridt
Under selve konfirmationen afspejlede konfirmandernes placering deres evner i forbindelse med overhøringen. Den bedste stod forrest, og de dummeste - og som regel også de fattigste - kom til sidst. Derfor var det meget pinligt både for konfirmanderne og forældrene, hvis de heller ikke kunne bestå prøven. Oven i dette kom den økonomiske belastning, der fulgte med. Dels skulle præsten have ekstra betaling, dels kunne konfirmanden ikke komme i gang med at forsørge sig selv.
Normalt var det sådan, at konfirmationen for de fleste betød, at skolegangen sluttede, og at man gik i gang med selv at tjene til livets ophold. Nogle var allerede kommet ud at tjene, inden de blev konfirmeret. I stedet for løn fik de betalt deres konfirmationstøj. Forældrene, der ofte ikke boede i nærheden, deltog ikke i konfirmationen, der alene bestod af den kirkelige handling.
Kundskabsprøven afskaffes
I 1906 begyndte man rundt omkring at give de første dispensationer, således at overhøringen og konfirmationen blev adskilt. Det blev indledningen til de ændringer, der siden blev indført med den nye konfirmationsordning, loven af 1. februar 1909. Nu skulle overhøringen ikke længere være en kundskabsprøve, men en "Samtale til Opbyggelse for Ungdommen og den tilstedeværende Menighed". Overhøringen kunne efter præstens valg henlægges til en anden søndag end den, hvor konfirmationen fandt sted. Præsten kunne herefter kun forlange, at konfirmanderne opførte sig ordentligt. Han kunne ikke længere stille krav eller straffe.
I løbet af det 20. århundrede har kirkegangen været aftagende, selvom det så sent som i 1964 blev præciseret, at børnene skal deltage i søndagsgudstjenesten, mens de går til konfirmationsforberedelse. I dag administreres konfirmandernes deltagelse i kirkens gudstjeneste meget forskelligt. Den enkelte præst stiller som regel krav om deltagelse et vist antal gange i løbet af forberedelsestiden.
I 1972, hvor undervisningspligten blev udvidet fra syv til otte år, forsvandt den sidste rest af det, der forbandt konfirmationen med skellet mellem barndommen og det at være voksen.
 | | Konfirmand, 1920’erne | |
Borgerlig konfirmation
Det var "Foreningen for borgerlig konfirmation", der indtil begyndelsen af 1970’erne stod for arrangementerne i forbindelse med "borgerlig konfirmation". Den blev stiftet i 1915 under navnet "Foreningen mod kirkelig konfirmation", men fik "af opportune Grunde" sit nye navn i 1924. Foreningen ønskede at arrangere en ikke-kirkelig højtidelighed for de 14-16-årige unge. Det var i begyndelsen udelukkende et københavnerfænomen, men skikken bredte sig efter at Danmarks Radio i 1928 begyndte at transmittere højtideligheden til resten af landet. Allerede i 1929 stiftedes den første forening i Horsens.
 | | Statsminister Th. Stauning og ’konfirmandinde’ i Odd Fellowpalæet; 1930erne. | |
Den første konfirmationsfest
Oprindeligt var der fra statsmagtens side ikke lagt op til, at der skulle festes i forbindelse med konfirmationen. Det skulle alene være en dag, som var præget af højtid, og som kunne vække børnene til eftertanke.
Det var, som det ofte er tilfældet i forbindelse med indførelse af nye skikke, de toneangivende kredse, der var foregangsmænd, og i dette tilfælde var det selveste kongehuset. Da kronprins Frederik, den senere Frederik den Sjette, blev konfirmeret i 1784, blev højtideligheden i kirken overværet af tidens notabiliteter, og bagefter gik enhver til sit. Men dagen efter var gæsterne inviteret til "Cour hos Kron-Printzen Kl. 7 om Aftenen", hvor de både fik noget at spise og drikke. Desuden var der arrangeret forskellig underholdning med musik og sang. Denne "Cour" blev siden hen forbillede for, hvordan den verdslige side af konfirmationen kunne fejres. Men endnu i slutningen af 1800-tallet spillede konfirmationsfesten ikke en større rolle i de brede lag. Først i 1890’erne begyndte man at gøre mere ud af selve festen, og herefter kom det til at gå stærkt. I midten af det 20. århundrede var konfirmationsfesten blevet en tradition, og den skulle være af virkelig format.
 | | Illustreret Tidende 1903. | |
Konfirmationstøjet
Tøjet var det synlige symbol på, at man i forbindelse med konfirmationen overskred skellet mellem barndommen og voksenlivet. Derfor var det vigtigt, at børnene - uanset hvilket samfundslag de tilhørte - fik nyt tøj til denne lejlighed. Den unge mand fik sit første sæt tøj: bukser, vest og jakke, mens den unge kvinde fik sin første kjole. Konfirmationsklæderne var deres første (og eneste) voksendragt til pænt brug lang tid fremover.
 | | Konfirmander fra 1950’erne og 60’erne | |
Konfirmationsforeninger
Konfirmationstøjet kunne godt blive en økonomisk belastning for de mindst bemidlede. Derfor skete det ikke sjældent, at børnene blev taget ud af skolen året inden konfirmationen, og deres første "løn" var som nævnt konfirmationstøjet.
Af samme grund stiftedes allerede i 1820'erne de første ud af mange konfirmationsforeninger, hvis formål var at indsamle penge til konfirmationstøj og det nødvendige udstyr, således at konfirmanden kunne begynde i sin nye stilling på en ordentlig måde. De fleste konfirmationsforeningers legater havde en mere eller mindre begrænset modtagergruppe, men det var fælles for dem, at modtagerne skulle være fattige og værdige. Kun Propforeningen "P", der blev stiftet i København i 1894, blev landsdækkende med filialer rundt omkring i landet.
 | | Konfirmand 1920’erne | |
Sparemærkekassen
Siden 1896 har man kunnet tegne en konfirmationsforsikring, allerede når barnet blev født, og det var der mange, der gjorde. Det kunne i alt fald sikre tøjet. I 1881 stiftedes Dansk Sparemærkekasse, hvis formål oprindelig var at lære folk at spare op. I 1886 oprettede kassen en særlig afdeling, der skulle tage sig af salget af sparemærker til skolebørn. Da opsparingen tidligst kunne hæves, når man var fyldt 14 år, blev denne opsparingsform snart betragtet som en konfirmationsopsparing. Endnu i dag bliver sparemærker - især i Jylland - solgt til skolebørn, men ikke for at sikre konfirmationen.
Blå mandag
På samme måde som Tivoli Friheden i 1990'erne åbner særskilt for konfirmanderne på deres blå mandag, åbnedes Rosenborg Have i København i 1700-årene ved konfirmationssøndagen om foråret. Haven blev et yndet udflugtsmål for det højere borgerskabs konfirmander. Det samme gjaldt Rundetårn og siden "Sommerlyst" på Frederiksberg Allé.
 | | Fra café Sommerlyst på Frederiksberg i slutningen af forrige årh. Tegning af Hans Tegner, Ill. Tidende 1876. | |
Konfirmander, der ikke tilhørte det højere borgerskab, drog ud til Rabes Have ved Langebro, hvor der var forskellige former for forlystelser, mens konfirmander fra de laveste sociale lag gik på byens værtshuse, hvor de ikke sjældent oplevede deres første rus. Efterhånden udartede konfirmandernes gåen i byen sig til gadeuorden; det fremgår af de mange klager, der indløb i den forbindelse.
På landet kendte man ikke til sådanne promenader eller udflugter. Mange børn arbejdede jo allerede og fik derfor kun fri om søndagen, måske endda blot til selve den kirkelige handling.
Guldkonfirmation
At fejre guldkonfirmation er en ny skik, der kan dateres til 1964, da ca. 200 konfirmander årgang 1904-14 mødtes i Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa for at fejre "guldkonfirmation". Endnu er skikken med at fejre sit 50-års konfirmationsjubilæum dog ikke blevet særlig udbredt.
|
