Introduktion

Folkeeventyr er ikke som skrevne tekster, der bevarer deres faste form, uanset om de kopieres, læses højt eller læres udenad og fremsiges for en forsamling. Folkeeventyrene, disse lange historier, som kan vare op til en hel time, eksisterer kun som mundtlige tekster i det øjeblik, de bliver fortalt. Når fortællingen er slut, er der bare nogle stikord, nogle billeder og et skema tilbage; det råstof, historien bygges op af næste gang den bliver fortalt. På denne måde har eventyrene eksisteret gennem århundreder som en flydende substans i den kollektive bevidsthed. Og når det gælder de magiske trylleeventyr om forvandlinger og overnaturlige væsener synes traditionen endda at gå flere tusind år tilbage: De ældste indiske eventyrsamlinger menes således at være nedskrevet 1000 år før vor tidsregning. Nogle eventyr, som f.eks. Askepot, er udbredt over det meste af verden, men om det er de samme eventyr, som er vandret, eller de er opstået forskellige steder uafhængigt af hinanden, kan forskerne ikke blive enige om.

I Norden stammer de ældste vidnesbyrd om eventyrfortælling fra 1200-tallet. I Sverres saga henvises der til “det som i gamle historier bliver fortalt om kongebørn, som er blevet forbandet af stedmødre”, og nogenlunde samtidig skriver Snorre i fortalen til Olav Tryggvasons saga, at det er bedre at lytte til hans historie “end til de stedmoderhistorier, som hyrdedrengene beretter”. Både i de islandske sagaer og hos Saxo findes mange eventyrmotiver, men herefter er eventyrene som sunket i jorden. De eneste vidnesbyrd vi har om folkeeventyrenes fortsatte tilstedeværelse i de følgende århundreder er nogle spredte hentydninger i litteraturen: I slutningen af 1500-tallet omtaler præsten magister Anders Foss i forbigående “voris Eventyrer om Per, Povell og Esbern Askefiis”. Og i Ludvig Holbergs Barselstuen siger bogtrykkerkonen: “Bøger taber vi paa og maa [gen]oprette vor Skade paa Viiser og Eventyr”. Med få undtagelser er disse tidlige kommercielle tryk af eventyr dog gået tabt.

Først med romantikken i begyndelsen af 1800-tallet blev de dannede klasser interesseret i de hidtil så foragtede folkeeventyr, og i 1854 iværksatte den da trediveårige Svend Grundtvig en storstilet indsamling af bl.a. eventyr fra mundtlig tradition. Efterhånden fik han opbygget et netværk af optegnere spredt over hele Danmark. Det blev til henved 1.000 optegnelser. Størstedelen af denne eventyrskat henligger stadig uudgivet på samme måde, som det er tilfældet med Evald Tang Kristensens, Jens Kamps og de andre samlinger, der siden er kommet til i Dansk Folkemindesamling (oprettet i 1904). Ialt drejer det sig om ca. 5.000 eventyrvarianter.

Det er Svend Grundtvigs interationalt anerkendte fortjeneste, at han som den første opstillede en eventyrtypologi (Lunding 1910). Optegnelserne klassificerede han efter, hvilken grundform de måtte anses for varianter eller afledninger af. Grundtvigs typologi (fra 1856) omfattede hovedsageligt trylleeventyr, novelleeventyr og enkelte skæmtehistorier, men f.eks. ikke dyrehistorier. Systemet der talte 135 typenumre (Gg 1-135) blev bearbejdet og udvidet af Axel Olrik og dennes efterfølgere i Dansk Folkemindesamling, hvor det var i brug til omkr. 1950, side om side med det af finnen Antti Aarne opstillede og senere af amerikaneren Stith Thompson stærkt udvidede internationale typeregister, der i sin seneste udgave fra 1961 omfatter over 2000 numre (Aarne 1910, Aarne & Thompson 1961). Aarne-Thompsons internationale typesystem er en videreudvikling af Grundtvigs pionerarbejde, som det står i direkte gæld til.

Grundtvig og hans efterfølgere kunne ikke gøre sig fri af skriftkulturens forestilling om, at der bag folkeeventyrenes mangfoldighed af forskellige udformninger måtte ligge oprindelige mundtlige urtekster, som i kraft af deres indre logik og episke opbygning havde sikret en vis stabilitet i overleveringen. I dag har forskningen helt opgivet tanken om at rekonstruere eventyrenes oprindelige form. Eventyrtypologien bruges stadig, men kun som et praktisk hjælpemiddel til at holde rede på det enorme materiale. Eventyrene må opfattes på den mundtlige litteraturs betingelser. Hvis typerne overhovedet eksisterer, er det kun som skemaer i fortællernes og publikums bevidsthed, og disse skemaer udfyldes forskelligt fra gang til gang afhængigt af situationen og fortællerens talent.

Den russiske forsker Vladimir Propp har argumenteret for, at alle trylleeventyr er bygget op over det samme grundskema, hvor handlingens episoder altid følger i en bestemt rækkefølge. Propp analyserer teksterne på et højt abstraktionsniveau og for at få sin kabale til at gå op må han undertiden gribe til manipulationer. Hans fascinerende hypotese om det strukturelle megaeventyr lader sig vanskeligt bevise, men den har åbnet op for en spændende totalvision af den mundtlige eventyrtradition som et stort, men dog begrænset arsenal af episke byggeklodser, som tilsyneladende kan kombineres i det uendelige inden for nogle skemaer og en protokol, der tilsammen definerer eventyrfortællingen som genre.

Læst på denne måde bærer optegnelserne i Grundtvigs samling vidnesbyrd om, hvor flydende eventyrformen var endnu i sidste halvdel af 1800-tallet. Den mundtlige kultur var allerede da på retur, men den var endnu stærk nok til at hævde princippet om, at en historie kan fortælles på mange forskellige måder, og ingen kan gøre krav på at have den rigtige form.

På vejen fra mundtlig til skriftlig form var der flere stadier. Nogle få af indsamlerne var i stand til at optegne eventyret samtidig med, at det blev fortalt; det gælder den jyske folkemindesamler Evald Tang Kristensen og den nordvestsjællandske optegner Jørgen Hansen, men de var undtagelser. De allerfleste optegnere fik kun taget noter og stikord; resten blev føjet til bagefter under renskrivningen. Andre igen optegnede slet ikke noget på stedet, men indprentede sig historien, mens de fik den fortalt, og skrev den så bagefter ned efter hukommelsen. En sidste mulighed var, at man nedskrev sine egne eventyr. Det var f.eks. tilfældet med flere højskoleelever, som på denne måde selv blev folkemindesamlere.

I alle tilfælde havde eventyrene været udsat for omskrivninger og bearbejdelser, inden de i mere eller mindre renskreven skikkelse nåede frem til Svend Grundtvigs skrivebord. Mødet med skriftsproget kunne være katastrofalt for den mundtlige tekst: “En prinsesse sejlede engang ude på det åbne hav uden at vide, hvor hun var,” optegner en teologisk student nok så godt efter en sønderjysk fortæller, men fortsætter derpå i bedste kancellistil: “Da der tillige paa samme Tid opkom en stor Storm, saa var Skibet nær ved at forgaae” (se DF II.7, variant Gg 27h).

Grundtanken med denne udgivelse er, at eventyrene skal kunne forstås af nutidslæsere. Derfor moderniseres retskrivning, tegnsætning, forældede bøjningsformer og forældet eller dialektal ordstilling. Endvidere oversættes dialektord og nu ikke længere gangbare ord til nudansk. For at teksterne også skal kunne bruges til videnskabelige formål, har vi overalt, hvor der er tale om væsentlige ændringer, anført originalens ordlyd i noterne. De mest almindeligt forekommende ændringer er der gjort rede for én gang for alle (se i boksen “Redigering” på den blå værktøjsbjælke). Alt i alt er der dog tale om en nænsom redigering, hvilket man kan forvisse sig om ved at sammenligne med ordrette gengivelser af de samme tekster, som man finder f.eks. i Laurids Bødkers udgaver af henholdvis Niels Levinsens og Nikolaj Christensens eventyrsamlinger (Bødker 1958, 1963).

Eventyr skal egentlig fortælles, ikke læses op. Hvis man kigger i forlæggene til Svend Grundtvigs genfortællinger, vil man se, hvordan handlingen kan skæres på forskelllige måder. Og i den planlagte del med “Mundtlige tekster” vil man til sin tid kunne lytte til eventyr og i nogle tilfælde se, hvordan de bliver fortalt. Præsenteret på denne måde dur eventyrene blot ikke som godnathistorier, men de er gode til at holde sig vågen på.