Mundtlige tekster

Hvordan lød folkeeventyrene, da de blev fortalt til Grundtvigs optegnere? Det får vi aldrig at vide, men vi har lov at gætte. Nogle fortællere har sikkert følt sig utilpas, når de blev opsøgt af studenten, skolelæreren eller baronessen, som ville høre deres eventyr og skrive dem ned. Mange har ikke selv været fortællere, men blot gentaget, hvad de havde hørt af andre, for at stille deres herskab tilfreds. At nedskrivningen kunne være noget nær en katastrofe for den mundtlige tekst, har vi allerede været inde på, men i enkelte tilfælde var alle betingelserne til stede for et godt resultat: den gode fortæller og den gode optegner, som forstod at bygge bro over kulturkløften mellem de to.

Fra studier af levende eventyrtradition i nyere tid ved vi at disse lange fortællinger, som kan vare op til en halv time, både kræver en god hukommelse, sprogtalent, og at man er lidt af en skuespiller. For eventyrene bliver ikke bare fortalt, de bliver, når det skal være rigtigt, opført som små one-man shows. Fortælleren karakteriserer sine personer ved forskellig stemmeføring: fra heltens mandige mæle og heltindens hjertevarme tone til troldens bøse røst og heksens sledske tale. Historien skrider fremad i forskelligt tempo: så hurtigt at ordene er lige ved at snuble over hinanden og i næste øjeblik roligt med med lange, stille pauser. Der råbes og der hviskes, og der bruges lydmalerier: “Sssfffuuu - så blæste vinden”, “Svup - sagde det, og så lå pengene i tornysteret”. Handlingen ledsages af mimik og gestikulationer, så der nogle gange bliver fortalt med hele kroppen (Henningsen 1997).

Mundtlige tekster er tekster, som skal kunne huskes og det præger både komposition og indhold. Handlingen er bygget op over enkle strukturer, der ofte gentages i parallelle forløb. Helten skal bestå tre prøver eller kæmpe tre gange med den samme drage. Han og hans to brødre, eller heltinden og hendes onde søster, kommer ud for nøjagtigt de samme situationer, som de bare reagerer forskelligt på. Fortælleren beskriver sjældent sine personer og deres omgivelser nærmere, og hvis han gør det, sker det uden at bryde med eventyrets faste skema, hvor helten er god, skurken ond, konen gammel og prinsessen smuk. At tale om en mundtlig tekst er i virkeligheden en absurditet, for eventyret har ikke en fast form, men eksisterer kun som en skitse i fortællerens og tilhørernes hukommelse. Historier, som ikke er skrevet ned, bliver fortalt forskelligt fra gang til gang, som vi stadig kender det fra vittigheder. Det er det, der er hemmeligheden ved den “mundtlige tekst”.

Mens komposition og indhold som oftest er præget af enkelthed, kan stilen undertiden være særdeles raffineret. Hos visse fortællere finder vi f.eks. en rigt nuanceret vekslen mellem dialog i direkte tale og forskellige former for indirekte tale eller dækket gengivelse (Lundbo Levy 1968:40 ff.).

Af de mundtlige fremførelser, rummer de skriftlige eventyroptegnelser kun svage genklange. Vi har ikke ønsket et redigere mere end højst nødvendigt. Enkelte steder har vi dog forsøgt at rense optegnelsen for de værste litterære unoder, ud fra en fornemmelse af, at sådan kan fortælleren i hvert fald ikke have sagt.