Svend Grundtvigs genfortællinger

Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr I-III (Kbh. 1876-1884) er det danske sidestykke til Grimms eventyr (1812-15), Asbjørnsen og Moe’s Norske Folkeeventyr (1843-44), og hvad man ellers kan nævne af klassiske eventyrudgaver fra det nittende århundrede. Nyere undersøgelser har vist, hvorledes disse højt skattede historier ikke er nær så folkelige, som der skiltes med i titlerne. På vejen fra optegnelse til udgivelse gennemgik folkeeventyret en betydelig forandring. Med lange udbroderinger, selvkomponerede replikker og gentagelser, indslag fra en eller flere varianter blev beretningen gjort fyldigere og mere nuanceret. Selv om mange af fortællerne var landsbykunstnere, kunne de ikke hamle op med digterprominenser som Asbjørnsen og Moe, skriver folkemindeforskeren Ørnulf Hodne i sin bog om det norske folkeeventyr med den signifikante undertitel: "Fra folkedigtning til nationallitteratur" (Hodne 1998). I Tyskland er man nået til en lignende erkendelse med hensyn til autenciteten af brødrene Grimm's eventyr. Overalt viser det sig, at hvad man hidtil har antaget for mere eller mindre ægte folkeeventyr, er bearbejdelser, som befinder sig et sted midt imellem det mundtlige folkeeventyr og det litterære kunsteventyr.

Svend Grundtvig er ingen undtagelse fra denne regel, men i modsætning til mange af sine udenlandske kolleger har han omhyggeligt gjort rede for, hvilke optegnelser han i hvert enkelt tilfælde har lagt til grund for sin genfortælling. Disse oplysninger, der var tiltænkt "den lærde Verden" (1876:231), kom ikke med i bogen, men findes som tilskrifter i indholdsfortegnelserne til Grundtvigs håndeksemplar af bind I-III (DFS 1883/120a,b,c). I bind I ud for nr. 8 "Tvillingbrødrene" anfører Grundtvig intet mindre end tretten varianter, som hans genfortælling bygger på. Ni opskrifter fra hans egen manuskriptsamling, der i 1883 blev erhvervet af Det kgl. Bibliotek og senere indgik i Dansk Folkemindesamling: "25a b c d e f g h i" og fire varianter i Evald Tang Kristensens samling.

Svend Grundtvig havde fået tilsendt afskrift af over tusind eventyr, som denne jyske skolelærer havde optegnet, og dem gjorde han flittigt brug af. 32 af de 122 varianter, som Grundtvig opgiver som kilde til bind I-II af Danske Folkeæventyr, stammer fra Evald Tang Kristensen. Men gælden til den jyske folkemindesamler var endnu større, for som det fremgår af vore kommentarer til Grundtvigs 39 genfortællinger er hovedkilden i 16 tilfælde en Tang Kristensen-variant. Til gengæld er forlæggene til bind III udelukkende fra Grundtvigs egen samling, men det hænger sammen med, at han i mellemtiden var blevet uvenner med Evald Tang Kristensen (Kofod 1984: 93 ff.).

Præsentationen af varianterne som synoptisk tekst til genfortællingerne giver os mulighed for at kigge Grundtvig i kortene og se, hvorledes han konstruerede sig frem til, hvad der efter hans opfattelse var den mest oprindelige form. “Udgiveren,” hedder det i efterskriften til bind I, “vover at tro, at om end intet af disse Æventyr vil gjenfindes i Folkemunde ganske saaledes som det her fremtræder, saa vil dog ethvert af dem, hvor det er kjendt ogsaa gjenkjendes, vedkjendes og erkjendes som det samme Æventyr, ofte i en fuldere og renere Skikkelse, end det nu kan findes paa noget enkelt Sted, en Skikkelse, der dog maa have ligget forud for de ofte forvanskede og forkrøblede Former, hvori det nu kan gjenfindes” (1876:23 1f).

Grundtvig havde brugt det meste af sit liv på de middelalderlige folkeviser, og det kom til at præge hans eventyr. Mens historierne som regel foregik i fortællernes samtid eller i en ikke alt for fjern fortid, flyttede Grundtvig dem tilbage til en middelalderlig riddertid med kongsgårde, turneringer, fruerstuer, højeloftssvaler og sørøvere der, som i Vildmanden (DF I.15), anfaldt landet med småhære, som kongen måtte drage i kamp mod.

Grundtvigs genfortællinger bringes i to udgaver: en normaliseret og en ikke-normaliseret. I den normaliserede udgave er vi gået videre end i de andre tekster. Uforståelige ord er erstattet med ord, som i dag er mere gangbare. Grundtvigs til tider for omstændelige, ja ligefrem pedantiske fremstilling, er sine steder blevet forenklet og rettet ud, for at gøre den forståelig, eller for at fortællingen kan løbe lettere. Formålet har hele tiden været, at nutidslæsere uden ordbog og fodnoter, skulle kunne nyde hans klassiske genfortællinger, som på flere måder stadig er uovertrufne.

Grundtvigs eventyr, specielt de to første bind, er oversat til flere sprog: til tysk Willibald Leo (1878) og Adolf Strodtmann (1879), til svensk af Rikard Bergström (1879) og Gustaf Geijerstrand (1884); til engelsk af Jane Mulley (1881, 1901), Jens Chr. Bay (1899), J. Grant Cramer (1919) og Gustav Hein (1920); samt uden angivelse af oversætter til grønlandsk (1957). I forlængelse af varianterne til “Ulf Kongesøn” (DF I.6), “Mons Tro” (DF II.1) og “Ønskedåsen” (DF II.3) bringes oversættelser af disse eventyr til engelsk, tysk og - som noget nyt - til spansk.

1 I indholdsfortegnelsen står der: “Kr 91 199 250 357”. Kr-numrene refererer til Tang Kristensens gamle afskriftssamling (DFS 1929/42), som Grundtvig lånte til København og lod kopiere. Senere reviderede Evald Tang Kristensen sin afskriftssamling (DFS 1929/41) og foretog i denne forbindelse en omnummerering af sine eventyr. I aktualieret skikkelse skal Grundtvigs henvisninger derfor læses: Kr 68 151 198 291. Det er disse aktualiserede henvisninger, som bliver anvendt i det følgende.