Om håndskriftarkivet

Hvad rummer håndskriftarkivet?

Hvad har folk i Danmark troet om tilværelsens store spørgsmål, hvad har de fortalt, sunget, spillet, danset - og hvordan har de i øvrigt klaret hverdagen i 1700-, 1800- og 1900-tallet? Det har Dansk Folkemindesamling materiale til at belyse i sit håndskriftarkiv. Arkivet er bedst til at belyse livet på landet i ældre tid, for da man mellem 1840 og anden verdenskrig indsamlede dette stof, var det ud fra en opfattelse af, at det gamle bondesamfund var kernen i den danske nation. Jævne folk på landet havde bevaret danske trosforestillinger, traditioner og sange, der ofte stammede tilbage fra middelalderen, ja endnu længere tilbage, mente de nationalromantiske forskere og indsamlere.
 
Siden 1950'erne har Dansk Folkemindesamling gjort op med den udelukkende tilbageskuende fokusering på “Danmarks gamle folkeminder”. I perioden 1960-2000 er der derfor også indsamlet vidnesbyrd om folkelige traditioner - og nye traditioner - i byerne. Håndskriftarkivet har et bredt indhold, og man kan ofte blive overrasket over, hvad man kan finde.
 
Folkemindesamlingens håndskriftarkiv rummer ca. 350 hyldemeter materiale. Det ældste materiale er fra 1600-tallet, men hovedparten er fra 1840'erne til i dag. Det drejer sig først og fremmest om håndskrevet materiale, men der indgår også især avisudklip og småtryk (skillingsvisetryk, folkebøger, trykte lejlighedssange, nodetryk m.m.). Når en samling af sådanne småtryk har en personlig prægning, indgår den i arkivet uden hensyn til, om den tillige rummer håndskrifter. Stencils og andet trykt materiale kan indgå i arkivet, hvis det er meget svært tilgængeligt, eller hvis det kan sidestilles med optegnelser. Man kan også finde billeder i arkivmaterialet, skønt Dansk Folkemindesamling har et særskilt billedarkiv. Endelig rummer håndskriftarkivet en mindre del kopier af materiale i privateje; det gælder derimod ikke kopier af materiale i offentlig eje.
 
Folkemindesamlingens vigtigste øvrige arkiver og samlinger er: Lydarkiv, billedarkiv, film- og videoarkiv, diskotek samt bibliotek.

Håndskriftarkivets tilblivelse

En præsentation af nogle centrale personer og af de tanker, der ligger bag tilblivelsen og udformningen af Dansk Folkemindesamlings håndskriftarkiv, vil gøre det lettere for brugeren at søge i arkivet.
 
Dansk Folkemindesamling blev oprettet i 1904 på baggrund af 1800-tallets store interesse for folkeminder og almuekultur. Den fik til huse på Det Kongelige Bibliotek.
 
Den centrale figur i 1800-tallets indsamlingsarbejde var folkemindeforskeren og filologen Svend Grundtvig (1824-83), søn af digterpræsten N.F.S. Grundtvig. Svend Grundtvig grundlagde folkemindestudiet i Danmark, og han tilvejebragte ved hjælp af mange hundrede indsamlere over hele landet en stor samling af håndskrevne folkemindeoptegnelser. Med hans egen formulering i 1861 drejede det sig om “at redde hvad reddes kan af hvad der endnu lever i folkets minde af fortidens folkelige digtning og tro, af det hele folks åndelige arvegods.” Svend Grundtvig specificerede, at han især var interesseret i Danmarks folkeviser, folkeeventyr, folkesagn, folkeliv, folketro, ordsprog og mundheld m.m. Optegnerne nedskrev typisk landbobefolkningens mundtlige meddelelser og egne barndomserindringer.
 
Ved siden af Svend Grundtvig virkede en række andre indsamlere af lignende stof, som komponisten A.P. Berggreen (1801-80), lærer Jens Kamp (1845-1900), friskolelærer Jens Madsen (1833-1907), højskolemanden Heinrich Nutzhorn (1833-1925), præsten, filologen og folkloristen H.F. Feilberg (1831-1921) samt stor-indsamleren, læreren Evald Tang Kristensen (1843-1929). Indsamlingsarbejdet blev typisk drevet af skolelærere, højskolelærere og præster.
 
Efter Svend Grundtvigs død tog Tang Kristensen initiativet til at institutionalisere indsamlingsarbejdet gennem oprettelsen af “Dansk samfund til indsamling af folkeminder” (1884-89), der publicerede 14-dagesskriftet “Skattegraveren”. Tang Kristensen og H.F. Feilberg var samfundets ledende kræfter.
 
I 1884 købte Det Kongelige Bibliotek Svend Grundtvigs efterladte folkemindepapirer, hvori også var indgået en del af Berggreens materiale. I 1903-04 erhvervede biblioteket yderligere Jens Kamps efterladte samlinger og Frederik Lange Grundtvigs folkemindepapirer. Svend Grundtvigs, Kamps og F.L. Grundtvigs samlinger blev grundstammen i Dansk Folkemindesamling.
 
Axel Olrik (1864-1917), der var docent i folkemindevidenskab ved Københavns Universitet, havde siden Svend Grundtvigs død arbejdet på at videreføre den videnskabelige udgave af “Danmarks gamle Folkeviser”. Han tog i 1903 sammen med H.F. Feilberg, Evald Tang Kristensen og Det Kongelige Biblioteks overbibliotekar H.O. Lange initiativ til at oprette Dansk Folkemindesamling som en særlig afdeling i Det Kongelige Bibliotek i 1904. Olrik havde i den forbindelse fået løfte om, at Feilbergs store manuskript- og bogsamling ville overgå til Folkemindesamlingen efter dennes død. Olrik havde grund til at formode, at også Tang Kristensens samlinger ville blive doneret til Folkemindesamlingen. Og således blev det.
 
Olrik virkede frem til 1915 som forstander for Dansk Folkemindesamling parallelt med sit arbejde på Københavns Universitet, hvor han blev professor i 1913. Det var Olrik, der i 1906 gennemførte Folkemindesamlingens  grundlæggende ordningsstruktur, idet han oprettede en række voksende samlinger, der emnemæssigt dækkede hele Folkemindesamlingens område. Han iværksatte også fornyet indsamling dels via Samlingens få lønnede medarbejdere, dels via aftaler med privatpersoner og dels gennem et tæt, løbende samarbejde med Foreningen Danmarks Folkeminder (1908-) og Foreningen til Folkedansens Fremme (1901-).
 
De kanaler, som Olrik brugte for at skaffe stof til Folkemindesamlingen: egne medarbejdere, Foreningen Danmarks Folkeminders medlemmer og samarbejde med privatsamlere, har i princippet været brugt siden. Til Foreningens medlemmer er der fra tid til anden blevet udarbejdet spørgeskemaer, om end det ikke er sket i samme målestok som ved Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser. Disse indsamlingsformer er især blevet suppleret med opfordringer gennem medierne (radio, tv, aviser og blade) til at indsende stof. Der har naturligvis også hele tiden været tale om spredte og tilfældige indsendelser af stof, som venlige mennesker har ment havde interesse for Folkemindesamlingen.
 

1904-1960 - især interesse for landbefolkningen

Karakteristisk for Dansk Folkemindesamling i perioden frem til 1960 er dels den genreprægede indsamling, udforskning og udgivelse af stoffet, dels hovedinteressen for landbefolkningens mundtligt overleverede traditioner. I skriftserien “Fra Dansk Folkemindesamling” efterlyste man i det første nr. i 1908 optegnelser af skikke og trosforestillinger i forbindelse med fester og landbrug, man stillede spørgsmål om dagligliv, natur og lege, samt efterlyste melodier til skæmteviser, opsange, børnerim, remser, sanglege og gadesælgernes råb. Man ønskede vel at mærke, at hver optegnelse - hvad enten det var et ordsprog, et sagn eller en visetekst - skulle skrives på et særskilt stykke optegnerpapir, så optegnelsen let kunne placeres systematisk korrekt i arkivet.
 

Efter 1960 - interessefeltet udvides

I årene omkring 1960 tilknyttedes et nyt hold af fast- og løst ansatte medarbejdere til afløsning for Hakon Grüner-Nielsen (arkivar 1915-51), Inger M. Boberg (arkivar 1951-1957) og Hans Ellekilde (arkivar 1917-1961), der efter Olriks tid havde præget Folkemindesamlingen i en menneskealder. Blandt de nye skal her nævnes arkivarerne Laurits Bødker, Iørn Piø, Gustav Henningsen, Bengt Holbek, Birgitte Rørbye, Carsten Bregenhøj, Thorkild Knudsen, Poul Rovsing Olsen, Morten Levy og Svend Nielsen, hvoraf de fire sidste udtrykkelig var ansat til at beskæftige sig med musik og sang. Bødker overgik i 1961 til det genoprettede fag Folkemindevidenskab ved Københavns Universitet, hvor han 1971-76 oppebar et personligt professorat. I 1960'erne opgav Folkemindesamlingen at indsamle via spørgelister, og i stedet fik projektorienteret indsamling højere prioritet.
 
Taget under ét er perioden 1960-2000 præget af et nyt paradigme: Interessen for, hvad der nu med forkærlighed kaldtes “folkelige traditioner”, er mere samtidsrettet og inddrager nu også bybefolkningen og tilkomne befolkningsgrupper. Meddeleren sættes mere i fokus (på bekostning af genrerne), og man interesserer sig i højere grad for helheder og for traditionernes kontekst. Samtidig udsættes folkemindebegrebet fra flere sider for kraftig kritik for at være diffust, nationalistisk og ude af takt med et samfund præget af moderne massemedier. Alt dette afspejles i håndskriftarkivet, som i øvrigt i denne periode får stærk konkurrence af lydarkivet, hvor især musikfolkene tilvejebringer et stort dokumentarisk materiale på bånd og video.
 
Axel Olrik beskrev i 1908 folkeminder som “...folkets tro og digtning ... alt hvad der hører den svindende livsform til: dagligliv og fest, hus og dragt, folkemålet og alle stedlige benævnelser”. Han tilføjede, at “det gælder tillige at iagttage alt det der kun ses på stedet, og at iagttage det som levende helhed, som en del af en vis befolknings liv”. Her bliver ønsket om den historiske beskrivelse suppleret med kravet om etnografisk beretning om livet, som man kunne møde det i samtiden. Der er ikke tvivl om, at Olrik ønskede optegnelser fra den bofaste landbefolkning - men ikke kun den; han fremhævede fx som noget positivt, at der også blev indsamlet blandt “de omvandrende gøgleres og sliberes flok”. “Folkemål”, altså dialekter, og stednavne gled i øvrigt senere ud af Folkemindesamlingens arbejdsområde, idet udforskningen af disse fænomener organiseredes i selvstændige institutioner.
  
Fra dette udgangspunkt i perioden 1904-60 er Folkemindesamlingens håndskriftarkiv 1960-2000 kommet til at rumme en broget samling af dokumentation af folkelige traditioner og kultur, fra naturmedicin over graffiti og vandrehistorier til lejlighedssange og polterabender.

Registrering på kort og computer

 I perioden 1904-60 registrerede Dansk Folkemindesamling principielt sit stof i fire parallelle registre:
 1. en hovedregistrant (accessionsprotokol)
 2. efter lokalitet (sogn)
 3. efter person (især indsender)
 4. efter genre.
 
Denne ordning blev brudt op i 1960'erne og 1970'erne, da nogle registre blev opgivet og andre oprettet, så der opstod en stor mangfoldighed af registre. I 1983 tog arkivar Jens Henrik Koudal initiativ til, at alt håndskriftmateriale indkommet siden 1960 blev registreret efter proveniensprincippet i én, udførlig hovedregistrant. Siden 1987 har denne hovedregistrant været ført i form af en database, og den gamle accessionsprotokol 1904-60 og hovedregistranten 1960-87 er ligeledes blevet overført til database. Dette skete i 1980'erne og 1990'erne i samarbejde mellem Henrik Koudal og Jørn Piø. Efter Piøs pensionering i 1997 har Koudal været ansvarlig for færdiggørelsen af den database, der her foreligger på nettet.
 
Registranten over håndskriftarkivet er i virkeligheden skabt af fire generationers arkivarer på Dansk Folkemindesamling, og den rummer derfor inkonsekvenser som følge af skiftende registreringsprincipper og de mange involverede personer. Vi har valgt i et vist, mindre omfang at lade uenshederne stå; derfor er der fx ikke forsøgt lavet en fast stikordsliste. Det er vores daglige erfaring, at registranten alligevel er nyttig.

Litteratur

For videre læsning om Dansk Folkemindesamling og håndskriftarkivet kan henvises til Axel Olrik: “Dansk Folkemindesamling”, i: Fra Dansk Folkemindesamling, Meddelelser og Spørgsmål (=Danmarks Folkeminder 1), København 1908; “Dansk Folkemindesamling, Aktstykker og Fortegnelser”, i: Festskrift til H.F. Feilberg, Stockholm-København-Kristiania 1911; Inger M. Boberg: Folkemindeforskningens historie, København 1953; Jens Henrik Koudal: Sang og musik i Dansk Folkemindesamling, En indføring, København 1989; Jens Henrik Koudal: Folkeminder og dagliglivets kultur. Indføring i Dansk Folkemindesamlings arkiv, C.A. Reitzel 2004.

Kommentarer og kritik modtages gerne på e-mail: dafos@kb.dk