Om indhold i felter
Denne oversigt indeholder oplysninger om børnetraditioner hentet fra fire forskellige arkiver på Dansk Folkemindesamling:
Håndskriftarkivet, der har optegnelser af børnetraditioner i perioden fra midten af 1800-tallet frem til i dag.
Lydarkivet, der har optagelser om emnet fra 1959 og fremefter, men ingen fonografoptagelser fra første halvdel af 1900-tallet.
Billedarkivet, der primært har fotografier med tilknytning til emnet fra perioden efter 1960, men kun har ganske få fra før den tid.
Videoarkivet, der har optagelser af børns traditioner i tiden fra 1980 og frem til i dag.
Indsamlingen af børnetraditioner
En dag i februar måned 1868 hørte folkemindeforskeren Svend Grundtvig nogle børn på Gammel Kongevej i København synge tre vers, som han skrev ned. ”Stev”, kaldte han dem, altså enkeltstående vers, og i dag ved vi, at de har været brugt som danserim. Det første af versene er gennem denne nedskrift blevet almindeligt kendt:
Der bor en bager på Nørregade
Han bager kringler og julekage.
Og har du penge, så kan du få,
og har du ingen, så kan du gå.
Børnetraditioner har altid hørt med til det, som folkemindeforskerne var interesseret i, men at man nedskrev direkte fra børnene selv, sådan som Svend Grundtvig gjorde det her, blev først almindeligt langt senere.
Gennem hele 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet lå det både folkemindeforskerne og -samlerne på sinde at føre folkeminderne så langt tilbage i tiden som muligt. Derfor var det naturligt for dem at opsøge ældre mennesker og spørge dem ud, både om hvad de kunne huske, fra de selv var børn og unge, og om hvad de havde fået fortalt om forældrenes og bedsteforældrenes barndom og ungdom. Det betød, at de børnetraditioner, der blev indsamlet, altid var dem, som de ældre kunne huske fra en tid, der kunne ligge flere generationer tilbage.
Af dem, som har tilvejebragt store samlinger af børnetraditioner, lege og sanglege, skal fremhæves folkemindeforskeren Svend Grundtvig (1824 - 1883), højskolelæreren og folkemindesamleren Jens Kamp (1845 - 1900), præsten, folkemindeforskeren og højskolemanden H. F. Feilberg (1831 - 1921), skolelæreren og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843 - 1929), skolelæreren S. Tvermose Thyregod (1863 - 1931) og gymnastiklæreren Frederik Knudsen (1864 - 1934).
Først i anden halvdel af 1950’erne begyndte man at gå til børnene selv for at studere deres særlige kultur og traditioner. Det gjorde blandt andre skolelæreren Erik Kaas Nielsen, der optegnede lege, vittigheder, historier, remser og viser fra skolebørn. I de næsten 40 år, hvor han var indsamler, tilvejebragte han et omfattende materiale, som gjorde ham i stand til at dokumentere, hvordan børn har deres egen kultur, og at den er både mangeartet og yderst levende og under stadig fornyelse. Fra midten af 1960’erne påbegyndte musiketnologen Svend Nielsen, der i mange år har været ansat som seniorforsker ved Folkemindesamlingen, en indsamling af især musikalske børnetraditioner blandt skolebørn, det vil sige viser, remser, sanglege og klappesange. I begyndelsen foregik indsamlingen ved hjælp af båndoptager, senere (fra 1980) blev videokameraet taget i brug.
Af materialeudgaver vedrørende børnetradition kan nævnes:
Evald Tang Kristensen: Børnerim Remser og Lege. Århus 1898
S. Tvermose Thyregod: Danmarks sanglege. København 1931
Erik Kaas Nielsen: Det lille folk, København 1965
Erik Kaas Nielsen: Rim og remser for små og store. København 1974
Erik Kaas Nielsen: Jeg vil synge en sang. København 1986
Erik Kaas Nielsen: Manden fra galgen. København 1991
Erik Kaas Nielsen: Den der er forkølet skal i fængsel. København 2000
Svend Nielsen: Flyv lille påfugl 1981
Svend Nielsen Danske sanglege, København 1984 (Ny udgave 2004)
Helmut Segler, Dore Kleindienst Andrée og Svend Nielsen: Kindertänse in Dänemark.
Göttingen 1998 (Video)
Materialets tilgængelighed:
Specielt for lyd- og videooptagelserne gælder det, at de efter aftale kan aflyttes og beses på Dansk Folkemindesamling, men af ophavsmæssige årsager må de ikke kopieres uden særlig tilladelse.
Kommentarer og kritik modtages gerne på e-mail: dafos@kb.dk
|