¨
spacer spacer spacer spacer spacer
top Udskriv siden

Bogserie: Kulturstudier

Folkemindesamlingens kulturstudier

Folkemindesamlingen udgiver en serie kulturstudier, som belyser aktuelle problemer. Artiklerne er skrevet af medarbejdere - eller af forskere, som Folkemindesamlingen har opfordret til at bidrage.

 

Foredragene på temadagene bearbejdes til artikler

Flere bind i serien er bearbejdelser af foredrag holdt på Folkemindesamlingens årlige temadag på Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant i København.

 

Køb bøgerne i boghandlen

Bøgerne er skrevet i et sprog, som alle interesserede kan forstå og udkommer hovedsagelig på kommercielle forlag. De kan købes enkeltvis og bestilles hos boghandlere landet over. Folkemindesamlingen sælger ikke selv bøger.

 

Liste over bøgerne

Folkemindesamlingens kulturstudier blev første gang udgivet i 2002. Her følger en liste over bøgerne. De nyeste udgivelser nævnes først.

 

 

arrowTraditionen tro
arrowSmeden og skaberværket
arrowFædrelandskærlighed
arrowDet ombejlede folk
arrowEn rigtig familie
arrowGrev Rabens dagbog
arrowDen stille integration
arrowVeje til danskheden
arrowMusik og danskhed
arrowFolkeminder og dagliglivets kultur
arrowLandsbyliv
arrowForskellige mennesker?
arrowMin hjertens allerdejligste
arrowKærlighedens ansigter

 

Else Marie Kofod: Traditionen troTraditionen tro? Hverdag og fest gennem 200 år

af Else Marie Kofod

Syddansk Universitetsforlag, 2008, 492 s, illustreret. Pris: kr. 398,-

Bogen er udkommet i rækken FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER – BIND 9.

ISBN 978-87-7674-291-1

 

Bogen belyser danske skikke, ritualer og traditioner i hverdag og fest. Hverdagens omgangsformer og de skrevne som uskrevne regler bliver ofte forstørret op, når vi holder fest. Derfor kan vore fester fortælle noget om de ting, der betyder noget i hverdagen, fx om det er familien eller vennerne, vi føler os knyttet til, hvad der giver prestige og et godt omdømme, eller hvilke statussymboler, vi sætter højt.
Den mest omfattende iscenesættelse af hverdagens værdier og normer foregår i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Ægteskabet har været en af samfundets hovedhjørnesten, og brylluppet har derfor i de fleste samfund været den største af livets fester. Med brylluppet menes ikke kun selve bryllupsfesten, men også de indledende kontakter og forberedelser, hvor og hvordan man finder sin partner, hjemmets og forældrenes betydning, om det er fornuften eller følelserne, der bestemmer, hvem man skal giftes med, og hvordan skiftende tiders ægteskabsidealer har sat skarpe grænser for, hvornår man måtte tage hul på den seksuelle side af kærlighedslivet.

Bogen dækker i grove træk det danske samfund i to hundrede år. Den belyser udviklingen og forandringen henholdsvis på landet og i byerne, efterfulgt af det fælleskulturelle livsstilsmiljø efter 1970. Når traditioner ændrer sig, er det fordi den måde, vi organiserer os på i hverdagen, ændrer sig. Bogen anskueliggør, at traditioner er tæt forbundet med modernitet, og at de har været med til at fremme ændringsprocesser ved at skabe forestillinger om kontinuitet mellem fortid og nutid.

 

Palle Ove Christiansen: Smeden og skaberværket, 2008

Smeden og skaberværket. Tanker om tilværelsen i en vestjysk fabriksby  

af Palle Ove Christiansen

C.A. Reitzels Forlag, 2008, 167 sider, illustreret. Pris: kr. 200. Bogen er udkommet i rækken FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER – BIND 14.

 

Smeden og skaberværket handler om en opfinder, der livet igennem tumlede med, hvordan tilværelsens praktiske sider hang sammen med den kristne tro - både på værkstedet og i konkurrencen mellem firmaerne. Det er Christian Ølgaard (1909-91) fra Lem ved Ringkøbing Fjord. I bogen beskrives Christians opfattelse af religion, forretning og øvrighed. Smeden og skaberværket fortæller samtidig om det iværksættermiljø, som var grundlaget for Christians aktiviteter.  På 100 år har Lem udviklet en moderne metalindustri på basis af kreativt smedehåndværk. Den lille by rummer i dag over 15 fabrikker. Vindmøllegiganten "Vestas" er i særklasse, men flere andre virksomheder gemmer på lige så spændende historier. Smeden og skaberværket kommer tæt på menneskene og fanger det skabende i hverdagen ind.

 

 

arrowTil toppen

 

Søren Frost: Fædrelandskærlighed - i landsoldaters breve fra krigen 1848-51?

Fædrelandskærlighed i landsoldaters breve fra krigen 1848-51?

Af Søren J. C. Frost.
C. A. Reitzels Forlag, 2008, 132 sider, illustreret. FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER - BIND 13.  ISBN 87-7876-509-9. Bogen koster 200,- kr. og fås i boghandlen.

 

Bogen giver et enestående indblik i landsoldaternes tanker og følelser, mens de deltog i de dramatiske hændelser på krigsskuepladsen i Jylland og Slesvig-Holsten 1848-51. Resultatet er et nyt billede af  "ånden fra 48"! Skildringen bygger på mere end 800 ucensurerede breve, som landsoldater ved fronten i Treårskrigen sendte hjem til deres familie og venner.
Søren Frost undersøger, hvad identifikationen med kongen, Gud og skæbnen betød for soldaternes oplevelse af krigen. Han belyser også soldaternes opfattede af det regionale og det etnisk tyske. Bogen nuancerer historien om "den tapre landsoldat", som af samtidens nationale fædre - politikere, kunstnere og intellektuelle - blev anset som drivkraften i skabelsen af den særlige danske identitet, der brød igennem i 1848. De menige landsoldater havde en anden opfattelse af fædrelandet end de frivillige, oftest borgerlige deltagere i krigen. Den nationalt motiverede begejstring for krigen og fædrelandet syntes at havde været fraværende hos størstedelen af landsoldaterne. De var derimod trætte af at skulle forlade hjem, kone og børn for en krig, hvis baggrund de ikke kendte, endsige forstod.

 

arrowTil toppen

Palle Ove Christiansen & Jens Henrik Koudal (red.): Det ombejlede folkDet ombejlede folk. Nation, følelse og social bevægelse

Redigeret af Palle Ove Christiansen & Jens Henrik Koudal

C.A. Reitzels Forlag, 2007, 166 sider, illustreret. Pris kr. 175-

FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER - BIND 12

ISBN 978-87-7876-509-9

 

Det ombejlede folk handler om folket. Ikke om folket i almindelighed, men om hvordan folket er blevet opfattet til forskellige tider og i forskellige sammenhænge. Fx af faglige eksperter, af parti- og statsledere og af mennesker selv. Forfatterne beskriver, hvordan folket er blevet ringeagtet for dets manglende dannelse, men også senere hyldet som nationens kulturelle rygrad. Hvordan det er videnskabeligt er blevet defineret, politisk er blevet "brugt" ud fra flere perspektiver, og på hvilke måder en samling af mennesker selv har trådt i karakter som folk. Bogens kapitler afsøger temaet ud fra forskellige fagtraditioner. Bidragene viser, hvordan folket på stadig vekslende måder er blevet betragtet i moderne statsdannelser, i historiske fremstillinger, i brevskrivning under treårskrigen, i nationalhymner og endelige i forskellige former for partiprogrammer.

arrowTil toppen

Lene Andersen & Palle Ove Christiansen: En rigtig familieEn rigtig familie. Mellem nye og gamle idealer

Redigeret af Lene Andersen & Palle Ove Christiansen
C.A. Reitzels Forlag, 2007, 176 sider, illustreret.
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER bd. 11). ISBN 978-87-7876-502-4.
Bogen koster 175,- kr. og fås i boghandlen.

 
Antologien beskæftiger sig med menneskers forestillinger om det ideale familieliv. I seks små studier diskuteres nogle af nutidens forskellige måder at leve på som familie. Samtidig ses på de historiske opfattelser og traditioner, som menneskene trækker frem som idealer. Hvad er en rigtig familie så? Svaret er ikke entydigt – for selv om alle har et billede af idealfamilien, varierer det, alt efter hvem man spørger. Alligevel er det næsten altid billedet af den harmoniske kernefamilie, der toner frem som ideal i reklamer, medierne og andre steder i det offentlige rum. Idealerne henter ofte inspiration fra nostalgiske forestillinger, om hvordan familien var i de gode gamle dage. Men idealerne om fortidens idylliske familie kan hverken genfindes i den historiske virkelighed eller i nutiden. Samtidig oplever mange, at de må forholde sig til de forventninger om det ideale familieliv, som vi hver dag bliver bombarderet med fra medierne, men som også præger vores egne drømme om det gode familieliv. I bogen forsøger seks forskere med forskellig faglig baggrund at skabe lidt mere klarhed over, hvordan menneskenes idealer om familien skabes og bruges i dagligdagen. 

 

arrowTil toppen

 

Jens Henrik Koudal: Grev Rabens dagbog, 2007Grev Rabens dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet.

Af Jens Henrik Koudal
Syddansk Universitetsforlag 2007, 318 s., illustreret.
FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER BIND 10. ISBN 87-7674-173-7.
Bogen koster 275,- kr. og fås i boghandelen.

 

Ved nytår 1749 begyndte en ung mand at føre dagbog. Hans forældre hørte til inderkredsen omkring Frederik den Femte. Selv var han livslysten, nysgerrig og vel også lidt naiv. I 42 år – indtil kort før sin død – registrerede han stort og småt i sit liv.
 Jens Henrik Koudal har skrevet en biografi over adelsmanden og mennesket Otto Ludvig Raben (1730-91). Vi hører ikke blot om grevens færden ved hoffet i København, hvor han var ceremonimester, og på den store tur til Paris. Vi er også med, når han deltog i godsdriften hjemme på Ålholm, opdragede sine børn, lod sig årelade, var sin hustru utro, og begravede sine forældre Gennem direkte citater fra dagbogen kommer vi i øjenhøjde med Otto Ludvig.
 Bogen er mere end en biografi. Det er en kulturhistorisk skildring af et delvis ukendt hverdagsliv i Rabens aristokratiske miljø. Grevens kultur og livsform skildres bl.a. i kapitler om hans grundlæggende verdensbillede, hans sociale netværk og hans kulturelle præferencer. Grev Raben var multinational i den forstand, at han levede et liv mellem dansk, tysk og fransk kultur.

 

 

arrowTil toppen

 

Marianne Holm Pedersen og Mikkel Rytter: Den stille integrationDen stille integration. Nye fortællinger om at høre til i Danmark

Redigeret af Marianne Holm Pedersen og Mikkel Rytter.
C.A. Reitzel 2006, 144 sider, illustreret.
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER bd. 8). Pris: 145,- kr.


Den stille integration sætter fokus på det store flertal af indvandrere og flygtninge, der lever deres liv uden for offentlighedens søgelys. Bogen viser, at der løbende sker mange forandringer i flygtninge og indvandreres liv i Danmark. Disse ændringer foregår ofte ubemærket gennem livets daglige aktiviteter, og bogen præsenterer fem eksempler: De handler om en bosnisk families ferierejse til hjemlandet, irakeres fejring af kalenderårets højtider, arrangerede ægteskaber blandt pakistanere, somalieres oplevelse af diskrimination samt hårdtslående aktiviteter i københavnske kampsportsklubber. Bogen beskriver, hvordan indvandrere og flygtninge løbende forholder sig til deres kulturelle baggrund og tilhørsforhold. Den viser også, at individer og familier kan være knyttet til flere steder i verden, uden at det går ud over deres bestræbelser på at være en del af det danske samfund. Tre af kapitlerne tager udgangspunkt i projekter under Dansk Folkemindesamlings forskningsprogram ”Indvandring og Kulturmøde, og alle indlæggene blev oprindeligt præsenteret på Folkemindesamlingens temadag 2004.

  

arrowTil toppen

   

Veje til danskhedenVeje til danskheden. Bidrag til den moderne nationale selvforståelse

Red. af Palle Ove Christiansen
C.A. Reitzels Forlag, 2005, 164 sider, illustreret.
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER bd. 8). Pris: 200,- kr.

 
Danskhed er ikke en følelse, man er født med, men noget, som må læres gennem opdragelse og gennem deltagelse i vort samfund. Seks fagfolk viser, hvordan mange uddannelser, fagområder og offentlige samlinger af kunst og kultur nok fungerer i vort moderne samfundsliv, men samtidig er børn af den danske nationalromantik.Den historiske proces bliver belyst gennem kapitler om sproget, oldtiden og arkæologien, historien, billedkunsten, musikken og den folkelige kultur. Nationen var i 1800-tallet blevet af ny betydning, og dens vigtighed blev understreget gennem opbud af mangesidig humanistisk sagkundskab.Tidsmæssigt ligger tyngdepunktet i bidragene på første halvdel af 1800-tallet, men tidligere forudsætninger vil blive præsenteret og perspektiverne trukket op til i dag. Bogen giver læseren gode kort på hånden for at kunne orientere sig i den aktuelle debat om danskhed, integration og kánondiskussion. 

 

arrowTil toppen

  

Jens Henrik Koudal: Musik og danskhedMusik og danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet

Red. af Jens Henrik Koudal.
C.A. Reitzels Forlag 2005. 129 s. Illustreret. ISBN 87-7876-399-1.
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER bd. 6). Pris: 225,- kr.

 
Bogen handler om de forestillinger om danskhed i musikken, der har eksisteret siden slutningen af 1700-tallet. Ideen om, at musik kan være national, lever også i dag. ”Det var de danske skjalde der sang”, står der som motto på Højskolesangbogen, og i medierne kan man f.eks. se Kim Larsen omtalt som ”Danmarks nationalskjald”. Bogens forfattergruppe kaster et kritisk lys på musik og danskhed og spørger: Kan man overhovedet tale om dansk musik? Hvori består den i givet fald? Og er der tale om en konstruktion eller et faktum? Det er en fagbog, men den kan læses af alle med interesse for emnet. Udgivelsen bringer en buket af studier, der tidsmæssigt strækker sig fra Schulz og Weyse til nutidens rockmusik. Også højskolesang behandles. Bogen åbner læserens øjne og ører for overraskende sammenhænge mellem musik, sprog, litteratur og danskhed. 

 

arrowTil toppen

 

Folkeminder og dagliglivets kulturFolkeminder og dagliglivets kultur. Indføring i Dansk Folkemindesamlings arkiv.

af Jens Henrik Koudal.
C.A. Reitzels Forlag 2004. 242 s. Illustreret. ISBN 87-7876-388-6.
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER-BIND 5). Pris: 195,- kr.

 

For første gang foreligger nu en samlet beskrivelse af den 100-årige statsinstitutions arkivstof: Dansk Folkemindesamling beskæftiger sig med dagliglivets forskellige former for kultur, fx levevis, forestillingsverden, myter, fortælling, sang og musik. I arkivet kan man opsøge stof om de ellers anonymes tilværelse i alle egne af landet, ofte fortalt af dem selv. Arkivet omfatter historisk og nutidigt stof og indeholder også materiale fra verden uden for Danmark. Bogen beskriver Dansk Folkemindesamlings tre arkiver: Håndskriftarkivet, lydarkivet og billedarkivet. Man finder en oplistning og en kort beskrivelse af alle vigtige samlinger, herunder også de store samlinger efter pionererne Svend Grundtvig, H.F. Feilberg, Evald Tang Kristensen og Axel Olrik. Også materiale fra lande uden for Danmark er beskrevet. Desuden er der en indledning om Folkemindesamlingens historie. Bogen henvender sig til alle, der vil bruge institutionens materiale til egne studier eller have et overblik over samlingens historie.

 

arrowTil toppen

 

LandsbylivLandsbyliv. Afhandlinger om livsstil og sociale relationer i landbosamfundet fra 1700-tallet til i dag

af Palle Ove Christiansen
Landbohistorisk Selskab 2004, 225 s. illustreret. ISBN 87-7526-187-1
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER-BIND 4). Pris: 198,- kr.
Kan også fås ved henvendelse til Landbohist. Selskabs Bogsalg, tlf. 86483444.

Bogen samler fem afhandlinger, der over årene er publiceret i danske og udenlandske tidsskrifter. De tre indledende bidrag offentliggøres for første gang på dansk. Fælles for indlæggene er, at de beskæftiger sig med forskellige aspekter af livet på landet fra 1700-tallet til i dag, særlig med forandringer, forbrugsmønstre og livsopfattelser. Det første kapitel handler om den delte almuekultur i 1700-tallet, og de forskellige måder som beboerne levede på i den østdanske landsby, præget af landsbyens relationer til godserne. Det anden kapitel beskæftiger sig med, hvordan bondegårdslivet i 1700-tallet gennem det daglige forbrug direkte eller indirekte var afhængig af købstæderne, som indførte varer fra et utal af lande. I det tredje kapitel skildres det større bypræg, som hjemmets indretning 1860-1910 fik i takt med gårdbrugenes øgede købekraft. Fjerde kapitel viser, hvordan det er muligt at rekonstruere store dele af, hvad en grundtvigsk bonde forestillede sig som det gode liv i perioden 1880-1920. Til sidst skildres forskelle på landsbyliv i vor egen tid, hvor mennesker med ofte vidt forskellig baggrund er flyttet fra købstæder og fra hovedstaden ud på landet.

 

arrowTil toppen

 

Forskellige mennesker? Regionale forskelle og kulturelle særtræk

redigeret af Inge Adriansen og Palle Ove Christiansen
Skippershoved 2003. 254 s. indbundet, illustreret. ISBN 87 89224 72 8
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER-BIND 3). Pris: 248,- kr. 

Bogen berører et emne, som siden 1700-tallet hyppigt har været taget op. De fleste forskere må imidlertid indrømme, at de ikke har været gode til at forklare regionale kulturelle forskelle. Er der geografisk set forskel på folk i en ellers ret homogen befolkning som fx den danske, og hvis vi mener at kunne finde forskelle, hvordan forklares de så? Her tænkes vel at mærke på forskelligheder, der ikke umiddelbart kan tolkes med henvisning til de pågældendes køn, alder, uddannelse eller erhverv. Disse spørgsmål blev sat under debat på Dansk Folkemindesamlings temadag 2002 på Det Kongelige Bibliotek i København. Senere blev en større kreds af forskere, der har arbejdet med temaet, inviteret til at være med til at redegøre for, hvordan man i deres øjne beskriver og forklarer regionale menneskelige forskelle i Danmark og Sverige, eller til kritisk at kommentere, hvordan man tidligere har grebet problemet an. Resultatet foreligger nu i en indbydende, illustreret bog, hvor man blandt andet kan læse om vestjysk selvopfattelse, om hvori det særlige ved Sønderjylland består, om hvilket køn en nation har, og om baggrunden for danskeres og svenskeres had/kærlighedsforhold til hinanden.

 

arrowTil toppen

 

Min hjertens allerdejligste. 147 traditionelle danske lyriske kærlighedsviser

af Svend Nielsen
Forlaget Kragen 2003. 338 s. indbundet, illustreret, med noder. ISBN 87-89 160-08-8
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER-BIND 2). Pris: 280,- kr.
Købes hos Forlaget Kragen, c/o Dansk Folkemindesamling, svn@dafos.dk

Det er blandt de lyriske kærlighedsviser, man finder de kendteste og mest elskede folkesange herhjemme: Det var en lørdag aften, En yndig og frydefuld sommertid, Jeg kan se på dine øjne, Det haver så nyligen regnet. Udover disse viser findes der imidlertid en frodig underskov af viser, som man ikke kender til, men hvoraf mange fortjener opmærksomhed. Først og fremmest udgør denne gruppe af viser sit eget spændende og særprægede lyriske univers. I bogen 'Min hjertens allerdejligste' fremlægges 147 lyriske kærlighedsviser, nedskrevet inden for en periode af 350 år, og det betyder, at bogen kan fremvise så godt som alle de lyriske visetyper, som man i dag kender både tekst og melodi til. Udover de 147 tekster og melodier indeholder bogen en kommentardel på 90 sider, der behandler emner som visegenrens historie og funktion, teksternes indhold med metaforer og særlige sproglige vendinger, strofeopbygning og melodiernes musikalske struktur.

 

arrowTil toppen

 

Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage

redigeret af Palle Ove Christiansen og Svend Nielsen
C.A. Reitzels Forlag 2002. 118 s. illustreret. ISBN 87-7876-314-2
(FOLKEMINDESAMLINGENS KULTURSTUDIER-BIND 1). Pris: 198,- kr.

Alle mennesker har et forhold til kærlighed. Men hvilken kærlighed må man spørge. Kærlighed er tilsyneladende noget, som de fleste er overbevist om, findes i netop den skikkelse, som de selv oplever den, men kærlighed udtrykker sig faktisk forskelligt, alt efter det kulturelle miljø man befinder sig i. Her tænkes ikke blot på forskelle inden for vort eget land eller vor egen verdensdel, men også på forskelle i måder at opleve og føle kærlighed på i samfund andre steder i verdenI Europa har kærlighed desuden skiftet karakter gennem de sidste par hundrede år, endda så kraftigt, at man kan tale om både en ældre og en nyere form for kærlighed. Bogen beskriver forskellige sider af kærlighedens væsen set i kulturanalytisk og historisk perspektiv. De forskellige kapitler er oprindeligt indlæg fra Dansk Folkemindesamlings temadag 2001 om “Kærlighedens ansigter”, afholdt i Den Sorte Diamant.

 

Baggrund
TEMADAG: Folkemindesamlingen holder med mellemrum en temadag med 5-6 forelæsninger, der fokuserer på et aktuelt emne inden for kulturforskningen. Både nutidige og historiske temaer tages op og belyses ud fra forskellige fagtraditioner. Ofte bearbejdes forelæsningerne efterfølgende til artikler, der udgives i antologier under serien Folkemindesamlingens Kulturstudier.
Til Toppen
spacer spacer spacer