Cd
Ghita Nørby læser folkeeventyr højt på Cd
H.C. ANDERSEN har hentet inspiration til flere af sine berømte eventyr i historier, som han har fået fortalt i sin barndom, og som han holdt meget af. De folkeeventyr, der ligger bag, kendes kun af få, og her bliver syv af dem fortalt af Ghita Nørby.
Originalerne ligger blandt de næsten 5000 mundtligt overleverede folkeeventyr i Dansk Folkemindesamlings arkiv.

Hvilke eventyr hørte H.C. Andersen i sin barndom?
Det drejer sig om de eventyr, der i hans version hedder Svinedrengen, Lille Claus og Store Claus, De vilde svaner, Fyrtøjet, Klods Hans, Rejsekammeraten og Hvad fatter gør, det er altid det rigtige. Det var historier, han "som lille var lykkelig ved,” og som ”han havde hørt i sin barndom,” når han f.eks. var med sin mor og de andre kvinder i humlemarken eller sad sammen med dem i spindestuen.
Spændede og informativt hefte følger med Cd'en
Med Cd'en følger et hefte, hvor man blandt andet kan læse om eventyr i dansk fortælletradition, om eventyrenes vej til Danmark og om nogle af forskellene på de mundtligt overleverede folkeeventyr og dem, som H.C. Andersen har gendigtet. Desuden kan man læse om de fortællere, der fortalte netop de eventyr, der er med på Cd'en, til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.

Cd'en er udgivet af Dansk Folkemindesamling i anledning af H.C. Andersens 200 års jubilæum.
Videre læsning
Vil du læse flere eventyr? Søg efter titler i Folkemindesamlingens biblioteksdatabase »
Formentlig vil du kunne låne bøgerne gennem dit lokale folkebibliotek. Folkemindesamlingen udlåner ikke bøger, men du kan læse bøgerne på vores læsesal.
|