Held og lykke
Held og lykke
Forestillinger om lykke i sagn og eventyr optegnet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen omkring 1870
Af Lene Andersen
Artiklen er udkommet i Fortid og Nutid, juni 2008
Resumé af artiklen
Sagn og eventyr bliver i dag ofte betragtet som fantasifulde og overvejende usandfærdige historier. De fortællinger, mennesker fortalte til hinanden på landet i 1800-tallet, bør imidlertid ses som langt mere end "gode historier". De kan nemlig give et indblik i menneskenes kulturelle normer, værdier og forestillinger. Der er i vore dage en opfattelse af, at eventyr typisk ender med, at hovedpersonerne "levede lykkeligt til deres dages ende", men som regel afsluttes de eventyr, der blev fortalt i Gjellerup og Sunds sogne uden for Herning i Jylland, ikke på den måde. Det er sjældent, at lykken forstået som en følelsestilstand træder frem i fortællingerne. Til gengæld rummer fortællingerne nogle helt andre forestillinger om, hvad lykke er. Artiklen vil give et indblik i fortællernes omverdenssyn ved at undersøge deres opfattelse af begrebet lykke. Samtidig vil det fremgå, at eventyr og sagn kan være nyttige kilder i et historisk studie af folkelige normer og forestillinger.
Mere om Lene Andersen
Lene Andersen (f.1977) er cand.mag. i historie og dansk og ansat som arkivar ved Dansk Folkemindesamling, hvor hun blandt andet arbejder på at udgive dele af Evald Tang Krisensens samlinger digitalt.
Læs mere om Lene Andersen og se en oversigt over hendes publikationer »
|