Pastor Brinks musik
Pastor Iver Brink’s Sacred and Secular Music: A Private Collection of Music from Copenhagen at the Beginning of the Eighteenth Century
Af Jens Henrik Koudal og Michael Talbot
Den engelsksprogede artikel er udkommet i Journal of the Royal Musical Association 135:1, s. 1-39.
Resumé af artiklen
Iver Brink (1665-1728) kendes af folk, der interesserer sig for ældre dansk, religiøs digtning. Et trykt auktionskatalog fra 1729 over hans private bibliotek afslører, at han desuden var en kyndig musiksamler. Født i Norge slog han sig ned i København i 1686. Efter at have taget eksamen her, blev han i 1691 ordineret som den første officielle præst for den dansk-norske menighed i London. 1701 vendte han tilbage til Danmark, hvor han til sin død fungerede som præst ved henholdsvis Holmens og Skt. Nikolaj Kirke i København. I 1708-09 deltog han som kongelig konfessionarius i Frederik IV’s italiensrejse. Brinks musiksamling har ikke tidligere været analyseret. Samlingen afspejler forskellige stadier i Brinks liv. Den reflekterer hans gejstlige virke, hans rejser til England, Italien og Tyskland, og ikke mindst hans kærlighed til solosang af enhver slags (fra viser til operaarier). Han digtede selv en række åndelige sange, der blev genoptrykt talrige gange i 1700-tallet. Den ensemblemusik og de fire musikinstrumenter, han ejede, tyder på, at han aktivt dyrkede musik i selskabelige sammenhænge. Samlingens brede karakter med både religiøs og verdslig musik og den kyndighed, hvormed den er sammensat, viser en fordomsfri, lutheransk præst, der var velorienteret i samtidens europæiske musik.
Om forfatterne
Jens Henrik Koudal er dr.phil. og seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling. Læs mere om Jens Henrik Koudal »
Michael Talbot er specialist i barokmusik og professor emer. fra Liverpools Universitet.
|