Polskdans
Den gådefulde polskdans
Polsk og polonaise i Danmark 1600-1860
Af Jens Henrik Koudal
Resumé af artiklen
Kulturfænomener kommer og går. Nogle bliver totalt glemt, skønt de tidligere har været kendt af alle og enhver. Sådan er det gået med denne artikels emne, polskdansen, der fra det 16. til det 19. århundrede var en musik- og dansekultur, der var fælles for hele området omkring Østersøen.
I 1700-tallets Danmark blev der danset polskdans af borgere og bønder, i by og på land. Så kendt var polskdansen, at den ofte nævnes af skøn- og faglitterære forfattere, fx Ludvig Holberg og St.St. Blicher. I Sverige blev polskdansen (polska) en prestigefyldt del af nationalkulturen i det 19.-20. årh., og i andre lande blev de gamle melodier publiceret og dermed bevaret, men i Danmark blev polskdansen glemt. Efter 1860 er traditionen stort set kun videreført på Fanø – og dét ikke under det gamle navn, men under betegnelser som ”sønderhoning” og ”fannikedans”.
Artiklen giver en oversigt over de kilder, der findes til polskdansens historie i Danmark: Billeder, dansebeskrivelser, levende dansetradition og ikke mindst musikken. Forfatteren har bl.a. opsporet et stort antal melodier i håndskrevne nodebøger, for den traditionelle polskdans blev praktisk taget aldrig publiceret herhjemme.
På den baggrund skildres dansens og især musikkens forskellige former i perioden 1600-1860; det er interessant, fordi vi her træffer formopbygning og musikalske stiltræk, der ellers er gået tabt i nyere dansemusik. Det analyseres, i hvilket omfang de danske melodier opviser, hvad teoretikerne i 1700-tallet betragtede som ”polske” og ”tyske” træk i musikken. Skønt der således kan skitseres et billede af polskdansens historie i Danmark set i internationalt perspektiv, står der også nogle spørgsmål tilbage, der retfærdiggør artiklens titel: Den gådefulde polskdans.
Mere om Jens Henrik Koudal
Jens Henrik Koudal er dr.phil. og seniorforsker på Dansk Folkemindesamling. Han har skrevet flere artikler om polskdans og polonaise.
Læs mere om Jens Henrik Koudal og se en oversigt over, hvad han har publiceret »
|